• Kurt Larsen var med til at sende DSV mod stjernerne i dansk erhvervsliv. Her er hans opskrift på succesen

    ソース: BDK Finans / 13 9 2024 02:35:53   America/New_York

    Han er en af de helt centrale figurer i DSV og i den enorme vækst, virksomheden har været igennem. Og Kurt Larsen, medstifter og tidligere topchef, er ikke overrasket over, at den danske transportgigant nu kaster sig ud i det største opkøb nogensinde – et opkøb, der inden for de næste år kan gøre DSV større end Mærsk. »Det er faktisk lidt flot. Virksomheden kan egentlig godt være stolt af sig selv og af alle os, der har haft noget med den at gøre,« siger Kurt Larsen. Kurt Larsen var lige efter årtusindskiftet med til at katapultere den dengang mindre danske virksomhed op i toppen af dansk erhvervsliv. Det skete med det første af mange opkøb, som siden skulle få De Sammensluttede Vognmænd – som virksomheden dengang hed – til at vokse sig til en mastodont herhjemme. Berlingske taler med Kurt Larsen på et tidspunkt, hvor meget tyder på, at DSV har besejret branchekonkurrenter, rige arabiske fonde og nogle af verdens største kapitalfonde i kampen om at købe den tyske virksomhed DB Schenker. Ifølge Reuters blev DSV onsdag aften udpeget som vinder af budkrigen. Det danske selskab skal betale 105 milliarder kroner for DB Schenker. Og ganske rigtigt – fredag morgen – gik handlen helt igennem til 107 milliarder kroner. Forlydender om opkøbet havde tiltrukket sig betydelig opmærksomhed i Tyskland de seneste uger, hvor både politikere og fagforeninger har deltaget i debatten om, hvem der skulle overtage den tyske transportkoncern og dens 70.000 medarbejdere. Det anerkendte tyske medie Der Spiegel har skrevet, at DSV altid trækker et blodspor efter sig, og har henvist til de fyringer, som den danske virksomhed bruger til at skabe forandringer med i de virksomheder, der bliver købt op. Senest er medarbejdere i DB Schenker gået på gaden og har demonstreret mod at blive en del af DSV. Vi skaber arbejdspladser Men Kurt Larsen mener ikke, at DSV er specielt hårde, når de køber op. »Nej, det synes jeg ikke. Det er en kendt sag, at når der går en tid efter en integration, er vi altid flere end før opkøbet. Det kommer også til at ske denne gang. Nu skal vi først forstå det hele, og derefter viser historien, at der bliver en vækst i antallet af ansatte,« siger Kurt Larsen. Udefra kunne DB Schenker ligne det vanskeligste opkøb, DSV hidtil har kastet over sig? »Det er ikke særligt forskelligt fra det, vi har gjort tidligere. Vi har ikke før prøvet demonstrationer på den her måde, men jeg er sikker på, at det kommer til at gå godt,« siger Kurt Larsen. Opkøbsmaskinen DSV blev i høj grad udviklet af to personer: Kurt Larsen og Leif Tullberg. De to delte direktørposten i flere år og var den type erhvervsfolk, der var parate til at tage en chance. Virksomheden havde op gennem 1990erne købt en række mindre selskaber, men i 2000 besluttede Tullberg og Larsen at gøre noget, som næppe ret mange andre i dansk erhvervsliv kunne finde på. De ville købe en virksomhed, der var fire gange større, end DSV var på det tidspunkt. Målet var DFDS Dan Transport. Virksomheden lå i det gamle hæderkronede DFDS, der på det tidspunkt var et lidt støvet rederi. Mere vovet end DB Schenker Tullberg og Larsen så, at der var muligheder i det. De fik overbevist bankerne om, at DSV kunne udvikle DFDS Dan Transport på en helt anden måde. De lånte pengene og gik i gang. »At vi dengang lånte alle de her penge, var i virkeligheden mere vovet end købet af DB Schenker. Dengang kunne man godt blive lidt søvnløs over det,« siger Kurt Larsen. Efter opkøbet fra DFDS fortsatte DSV med blandt andre store virksomhedsovertagelser i Belgien og Holland, og i 2016 overtog det danske selskab amerikanske UTi Worldwide for ni milliarder kroner I 2019 bevægede DSV sig op i en endnu større liga, da deres gamle ærkerival, schweiziske Panalpina, blev overtaget for 37 milliarder kroner. Den danske transport- og logistikkoncern fortsatte med de store opkøb og købte i 2021 Global Integrated Logistics fra Kuwait for mere end 30 milliarder kroner. Gang på gang er det gået godt for DSV. Det er langtfra altid sikkert. Harvard Business Review undersøgte for eksempel for nogle år siden 2.500 globale fusioner, og af dem endte hele 60 procent af med ikke at skabe værdi for aktionærerne. »Det, vi ser nu, sker, fordi vi har haft stor succes med integrationen af virksomheder i mange år. Det er jo faktisk aldrig gået galt, og vi har virkelig købt meget. Men det betyder selvfølgelig ikke, at det ikke gør det denne gang,« siger Kurt Larsen. Vi lærte meget og hurtig Han mener, at virksomheden har en særlig kultur og et dna, hvor alle forstår, hvad der skal til, når en virksomhed er overtaget. Der bliver ikke gået på kompromis med at vælge de bedste og mest effektive løsninger. »Vi var ikke specielt gode til det i begyndelsen, men vi lærte meget, og vi lærte hurtigt,« siger Kurt Larsen. Han mener, at der er en lige linje mellem virksomhedens direktører, som ud over Leif Tullberg og Kurt Larsen tæller Jens Bjørn Andersen og Jens Lund, der lige nu er topchef. »Vi har i virkeligheden ikke haft ret mange direktører. Vi har alle sammen levet i den samme kultur, som vi selv var med til at udvikle, og det, som de gør i dag, er ikke særligt forskelligt fra det arbejde, Leif og jeg lavede,« siger Kurt Larsen. I perioden siden 1999 er antallet af medarbejdere steget fra knap 1.500 til næsten 74.000. Årsresultatet er løftet fra 74 millioner kroner til godt 23 milliarder kroner i 2023. Baseret på tallene fra 2023 vil DSV sammenlagt med DB Schenker omsætte for næsten 300 milliarder kroner. Til sammenligning omsatte Mærsk – der er Danmarks største virksomhed – for godt 352 milliarder kroner i fjor. Analytikere har tidligere spået, at Mærsks mangeårige plads som Danmarks klart største virksomhed kan komme under pres, hvis DSV lykkes med opkøbet i Tyskland. Mærsk har været Danmarks største virksomhed siden 1982, da tronen blev overtaget fra ØK. På sigt kan Novo Nordisk – der sidste år omsatte for 232 milliarder kroner – dog overhale både Mærsk og DSV, fordi medicinalkoncernen har helt anderledes høje vækstrater. 08:21: Artiklen er opdateret, efter handlen er gået igennem fredag morgen https://www.berlingske.dk/virksomheder/kurt-larsen-var-med-til-at-sende-dsv-mod-stjernerne-i-dansk
シェアする